Opløbent pigebarn i The Institutional Church of God in Christ, Inc. Foto: Søren Ulrik Thomsen.

"Den første bommert efter at være kommet hjem fra Amerika begik jeg i Irma, hvor jeg kom til at sige farvel til kassedamen, som pinligt berørt mumlede et eller andet uhørligt svar på min jovialitet, mens de øvrige kunder borede blikkene ned i gulvet, og jeg selv luskede beskæmmet bort. Jeg havde glemt, at mellemværender i det sociale rum så vidt muligt afvikles i tavshed, medmindre man har noget at brokke sig over. Foragtede borgerlige dyder som høflighed og respekt, der herhjemme nærmest anses for latterligt bedagede, er interessant nok alfa og omega netop i det multikulturelle Amerika, der simpelthen synes hægtet sammen af høflighedsfraser, fordi de enorme etniske og sociale forskelle borgerne imellem nødvendiggør, at folk selv i de mest banale situationer markerer, at de anerkender hinanden. Et »Thank you, Sir« til tjeneren, der viser gæsten hen til bordet, besvares med en særlig opmærksom behandling under middagen, og for de rigelige drikkepenge kvitteres med ordene »I sure appreciate it«, så stemningen i det hele taget løftes netop så meget, at man fornemmer at være på restaurant og ikke til tandlæge. Uden civiliserede omgangsformer, gerne understreget af et stænk venlighed for at vise, at man faktisk mener det, ville det til bristepunktet sammensatte USA eksplodere inden for en time, mens Danmark, der jo langt hen ad vejen er et særdeles homogent samfund, til mindste detalje er styret af en underliggende konsensus, som tilsyneladende har overflødiggjort enhver urbanitet. Rettigheder, pligter og spilleregler, vi ikke uden videre kan forudsætte og aflæse på hinandens tavse ansigter, fastlægges gennem langvarige, demokratiske forhandlinger, som opløser modstridende interesser i resultater, alle må anerkende. Jeg siger ikke, at det er forkert. Det manglede da bare. Men jeg undrer mig over, at et samfund, der socialt er så rimeligt som vores, menneskeligt set let bliver så urimeligt trist. Rettighedssamfundet, hvis princip netop er alle borgeres indbyrdes respekt, er tilsyneladende nu så gennemført, at almindelig høflighed i den konkrete situation nærmest insinuerer, at noget irregulært og tvetydigt går i svang. Hvorfor skulle jeg sige »I sure appreciate it, Sir« til en mand, der bare yder mig, hvad han har pligt – og jeg ret – til? Det manglede da bare. Hvor var det dog mærkeligt, efter mødet med de sorte amerikaneres taknemmelighedsteologi, tilbage i hovedrige Danmark at opleve, hvordan folk tilsyneladende bliver mere og mere utilfredse, desto bedre de får det. Skal man tro klichéen, at bag de overfladiske omgangsformer gemmer det ægte menneske sig, er det ægte menneske her til lands i så fald rasende. For er det upassende indtil det opsigtsvækkende at sige farvel i supermarkedet, er det til gengæld helt legitimt at brøle af hidsighed, når man tungt belæsset med madvarer og på kanten af et nervesammenbrud over sin lod her i tilværelsen er havnet i en lang og langsom kassekø. Læserbreve og kommentarer forfattes mest af skribenter, der uanset emne jamrer og skummer, udtalelser fra institutioner og organisationer består af en endeløs række enslydende advarsler om velfærdsstatens snarlige død, hvis ikke netop deres område øjeblikkeligt tilføres flere midler. En særlig genre, som jeg allerede i flyet på vej hjem gik død i, er avisernes kunstnerinterviews, hvor den portrætterede i en ucharmerende blanding af flæberi og aggression sjældent forsømmer at fremhæve, at han selv, som følge af sin tapre kamp imod Tidsånden, er skammeligt marginaliseret, og altså en ægte kunstner, modsat alle de andre, der er løbet med pengene, prestigen og opmærksomheden, og derfor er uægte. Før mit raseri over raseriet falder tilbage på mig selv, må jeg spørge: Var det ikke oprindeligt tanken, at velfærdssamfundet skulle frigøre al den åndelige energi, der tidligere var bundet i det tunge slid med at sikre maden, boligen og klæderne? Men hvor ånden skulle udfolde sig, har en edderspændt og klynkende åndspygmæ i stedet fået frit slag. Uden at der blev talt ét fordømmende ord fra prædikestolene, blev mødet med de sorte amerikaneres kirkeliv en ordentlig opsang til mig selv, der ikke i mindre grad end mine landsmænd lider af velstandens åndelige flommesyge. Og jeg har fået en gåde at spekulere over: Hvordan kan det være, at det netop er dem, der socialt er allerdårligst stillede, som siger tak? At de, hvis økonomi hænger i laser, aldrig kunne finde på at møde frem i slatten joggingdragt, men af alle ting vælger at bruge de sidste dollars på en fornem kjole eller et stilfuldt jakkesæt at have på i kirke? Og hvor kommer den fra, al den venlighed, man mødes med af folk, der menneskeligt og socialt er så pressede, at man ikke fatter, de har overskuddet? Det er nærliggende at antage, at den, der lever mest udsat, samtidig er den, som stærkest erfarer, hvor dyrebart livet er. At den, der må leve under fornedrende omstændigheder, kender værdien af at respektere sig selv, for eksempel ved at klæde sig smukt, og at netop de, som er blevet pisset på, véd, hvad venlighed betyder. Men jeg tror ikke, at dette forklarer alt, og heller ikke kontraspørgsmålet, jeg logisk må stille mig selv: Hvordan kan det være, at den, der har fået det hele forærende, bare føler sig snydt? For nu at formulere det lidt paradoksalt: Jeg tror ikke, at det hårde og fattige liv, mange sorte amerikanere må leve, i sig selv så at sige forærer dem taknemmeligheden, værdigheden og venligheden, for man skal huske, at for hver rank gospelsanger i The Institutional Church of God in Christ, Inc. er en anden sort mand ude på gaden i færd med at udleve frustrationen i vold eller bukke under for sin egen selvdestruktion. Jeg tror, at de mennesker, jeg mødte i kirkerne, disciplinerer sig til at værdsætte og tage vare på livet, sig selv og hinanden på trods af vilkårene. Og mon ikke dette »på trods af vilkårene« er det centrale, for skal de sorte kirkegængerne i Brooklyn og Pensacola svinge sig op over deres barske betingelser for at indse, at livet er en gave, kræves der af os en tilsvarende åndelig kraftpræstation, før vi formår at hæve os over rigdommens illusion om sikkerhed og begribe, at den tilværelse, vi bare tager for givet, altid er skrøbelig, og at vi ikke selv er det suveræne ophav til alle livets velsignelser, skønt vi da helt bestemt er nogle dejlige drenge.

Hvormed også være sagt, at er de sorte amerikaneres særlige kirkeliv naturligvis ikke uden sammenhæng med deres livsbetingelser, kan man ikke af den grund reducere disse menneskers religiøsitet til et socialpsykologisk fænomen uden at havne i en renlivet racisme, som ræsonnerer, at: Når jeg går i kirke, er det fordi jeg er religiøs, men når de går i kirke, er det, fordi de har sociale problemer. For jeg er ikke i tvivl om, at hvad jeg mødte i de sorte kirker, var en genuin religiøs erfaring, der alle sociale og kulturelle forskelle til trods er den samme overalt, og som jeg efter min rejse lovede mig selv aldrig, aldrig at glemme. Men jeg glemmer den hele tiden, for uanset om man er født i luksus eller elendighed, er det åbenbart så svært at rumme det på én gang banale og ufattelige – at livet under alle omstændigheder er en gave – at dette mysterium kun kan fastholdes i ganske korte øjeblikke, og derfor i religionens sprog må holdes svævende søndag efter søndag for at opdrage os selv til at perspektivere tilværelsen, hvad enten den er så barsk, at man tror, man er glemt af Gud, eller den føjer sig så villigt efter ens ønsker, at man fristes til at tro, man selv er Gud."

Fra rejserapportagen "Opsang til mig selv", Repremiere i mit indre mørke.