”– Jeg kan i høj grad føle med misbrugere og har stor respekt for deres kamp imod afhængigheden, men jeg giver ikke noget for myten om den drikfældige kunstner. Og jeg kan ikke udstå klicheen om de ’indre dæmoner’. Fint skal det åbenbart være! Mange kunstnere mener, at deres druk skyldes, at netop de er nogle særligt store og følsomme personligheder. I virkeligheden bliver de fleste temmelig hurtigt til den samme aggressive og selvmedlidende åndspygmæ. Alkohol er rasende farligt, for jeg tror faktisk, at det i begyndelsen kan åbne for nogle sluser i skriveriet. Men lige så umærkeligt vender det. Først gør spiritussen kunstneren langt bedre, end han troede muligt, men før man får set sig om, er han i stedet blevet meget dårligere, end han kunne være.

– I dag kan jeg da godt lide at drikke bajere, men det har intet med poesi at gøre. Jeg gør det af den samme banale grund som min nabo. Fordi det smager og er sjovt og befriende at blive fuld.”

Fra Rune Skyum-Nielsens interview i Ud&Se, april 2012 (PDF).