Gå direkte til cv
Kort selvbiografi
Foto: Tine Harden. Begge mine forældre, Niels og Hanne Thomsen, der livet igennem har arbejdet som henholdsvis bankmand og sekretær, stammer fra Kalundborg, hvor jeg blev født d.8.maj 1956 og døbt i den femtårnede kirke. Kalundborg havde i miniformat alt, der hører til en rigtig by: Smalle smøger i middelalderkvarteret omkring kirken, store, industrielle arbejdspladser og et mylder af nette, små butikker, færger til og fra Samsø og Århus og derfor eksprestog til København, et dagblad, ”Hotel Postgaarden” og en fiskerihavn med en lysende kornsilo, ja, selv en lille, smart 60er-Irma fandt man i Kalundborg. I denne legetøjsby tilbragte jeg alle mine ferier med at bade på Gisseløre, få læst højt af farmor mens vi begge græd, når strudsen Rasmus blev sat i bur i Zoologisk Have, se film i Kino og fascineret følge arbejdet med den fineste blysats og de store klaprende maskiner på familiens trykkeri i Kordilgade, som var gået i arv til Morbror Volle, der havde ansat min mormor som bogholder. Men sammen med mine to yngre brødre er jeg vokset op på Stevns, hvor min far havde fået ansættelse, og vi først boede i den smukke landsby Sigerslev, der den dag i dag på magisk vis ser ud som for halvtreds år siden, som den med ryggen til klinten ligger og krummer sig omkring mosen, senere en kort periode i provinshovedstaden Store Heddinge, som slet ikke havde Sigerslevs mystiske tidløshed og sammenlignet med datidens Kalundborg faktisk var lidt sølle, men – ret skal være ret – der var da et vandtårn, og man kunne både få en udmærket ristet hotdog i pølsevognen på Torvet og trække et nummer af tidsskriftet Weekend-Sex i den orange automat i Vestergade. I august 1972 flyttede familien så til herlige, gnistrende Store Kongensgade i København, nærmere bestemt nr.23 næsten oppe ved Kongens Nytorv – et chok af et miljøskifte, der er beskrevet i erindringshistorien ”Vejen mellem to skoler”, som man finder i En dans på gloser. Fra første til tredje klasse gik jeg i landsbyskolen i Sigerslev, hvorfra jeg ikke mindst husker salmeversene og tykke frøken Fredsgaard, hvis papegøje fløj frit rundt i skolestuen, men fra fjerde klasse måtte børnene fra oplandets små skoler samles i Store Heddinge og Omegns Hoved- og Realskole, hvor jeg fulgte undervisningen til og med 2.real, der svarer til nutidens niende klasse. Stakkels, gennemsigtige lærer Barrit, kaldet Bapperripperrøv, pinte eleverne og bappede nervøst på cerutten, mens den anderledes hårdkogte og svært konservative geografilærer, Richard Jensen, kneb øjet sammen for røgen fra dén smøg, han altid havde hængende i mundvigen og på sit bedste sjællandske fastslog, at ”ovre i Rusland går de og rager i jorden med en pind”, hvad han jo ikke havde helt uret i. Men 3.real, som afsluttedes med dét, der hed realeksamen, tog jeg så på Sølvgades Skole i København, hvor der sad en kæft uden lige på de luddovne - men vakse - elever, der fik indskærpet, at de ’kun var rykket op på prøve’, og pigerne ikke som på Stevns hed Kirsten, Susanne og Birgitte, men bar anderledes brandfarlige navne som Mercy, Jane og Kate, og klasselærerinden var den smukke og kloge Bodil Ulrich, som tog os på skolerejse til still swinging London og selv havde højt hår og smarte skråbriller i tresserstil. En klassekammerat med et opsigtsvækkende navn forsøgte at forsvare sig imod drillerierne, men blev bidt af med bemærkningen: ”Hvem siger, at det er dig, vi taler om? Der er sgu da så mange, der hedder Eddie Lemmy Kamla Kryger”. I efteråret 1973 begyndte jeg på Rysensteen Gymnasium lige bag Halmtorvet på Vesterbro, hvor jeg på trods af min komplette mangel på koncentration og deraf følgende elendige præstationer blev behandlet med stor forståelse og tålmod både af lærerne og af den legendariske rektor Birthe Christensen, men ikke desto mindre logisk nok dumpede efter 1.g. Og derfor måtte begynde forfra, denne gang på Det Frie Gymnasium (som lå i Bagsværd og i 1976 flyttede til Birkerød), hvor vi var voldsomt venstreorienterede - jeg: anarkist! - og dansede til Stevie Wonders Master Blaster med de søde piger, som iklædt træskostøvler og kedeldragter af mærkevaren ’Kansas’ alligevel var max tiltrækkende, læs mere herom i essayet ’Seksualhistoriske kolbøtter’ fra Repremiere i mit indre mørke. I 1977 blev jeg student fra Det Frie Gymnasium, og samme efterår begyndte jeg at studere Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, et studium der afsluttedes med en slemt forsinket bifagseksamen i 1982, hvor digteriet havde taget endegyldigt overhånd. På grund af denne omskiftelige skolegang har jeg gennem min opvækst befundet mig i de forskelligste miljøer og alle stederne mødt mennesker, som har fået varig betydning for mig: Landsbyen hvor vi løb omkring på mosen, slagtede gris og fik tordenkaffe fra den store kande eller gik til dilettantkomedie, ’juletræ’ og høstfest i forsamlingshuset. Provinsbyen, hvor vi hørte Deep Purple på teenageværelsernes spolebåndoptagere og drømte os væk fra den nævenyttige sociale kontrol og det fattigfine småborgerskab, som man kunne provokere bare ved at sige ”Tak skal De ha’, du”. Det indre København, som i området omkring Sølvgades Skole i halvfjerdsernes begyndelse stadig var et laset proletarkvarter, hvor kiosken i Klerkegade blev kaldt ”Løseren”, fordi de her solgte cigaretterne enkeltvis, og hvor man om lørdagen iført svenskerhår og Baronskjorte i 100 procent polyester gik på diskotek ”Corner” på Sølvtorvet: Et København jeg har beskrevet i essayet ’Hverdag, eventyr og tilfældighed’, som stammer fra København Con Amore og kan læses her på hjemmesiden. Næste stop var Vesterbro fra ’Sonja fra Saxogade’-storhedstiden før byfornyelsen, hvor min klassekammerat fra Rysensteen, Niels Keller, inviterede mig med hjem til familien i Valdemarsgade, og hans tvillingesøster Nina inspireret af de guvernanteromaner, hun fyldte sig med, pressede sig ind til min radmagre krop og sagde: ”De er et vilddyr af en mand, hr. Thomsen, nu har De vel reelle hensigter?” Dernæst fra den ene ende af den sociale topografi til den anden, nemlig de velhavende villaveje i de nordlige forstæder, der typisk var leverandør til Det Frie Gymnasium af elever, som for en pæn dels vedkommende var vokset op i kulturradikale miljøer og måske havde gået i lilleskole og/eller på Bernadotteskolen. Når jeg tænker på tiden på Det Frie, falder stemningen fra Ib Andersens akvareller mig ind - og måske især forsiden på Anders Bodelsens De lyse nætters tid - og uvilkårligt begynder jeg at nynne C.V.Jørgensens smukke og melankolske hjemstavnssang fra Kongens Lyngby: ”Og hver en villahave har sin helt specielle duft, der forsøder sommernattens stillestående luft...” Efter studentereksamen gik turen så til de militant ucharmerende betonbarakker kaldet KUA, Københavns Universitet Amager, hvor jeg på Institut for Litteraturvidenskab sad i hestesko med ambitiøse, unge åndsaristokrater fra hele landet og labbede strukturalisme, socialhistorie, semiotik og psykoanalyse i mig og rent faktisk lærte ting og sager, som jeg hele livet har haft glæde af. Som jeg har fortalt - både i Jørgen Leths portrætfilm Jeg er levende og i essayet ’Balladen om den tynde mand’ fra Repremiere i mit indre mørke – er jeg vokset op i et hjem, hvor billedkunst og litteratur altid har spillet en hovedrolle, og også som stor dreng skrev jeg digte, der blev samlet i et lille hæfte, som blev trykt i Kalundborg hos førnævnte Albert Vejløs Bogtrykkeri (der var grundlagt af og opkaldt efter min oldefar, hvis guldlommeur fra 1920 nu ligger og gløder her i min vindueskarm). Men de første rigtige digte ved jeg ganske præcist at være begyndt at skrive omkring 1976, da jeg gik i 2.g. Jeg husker tydeligt, hvor ør af inspiration jeg var, når jeg hen under aften gik tur i Østre Anlæg, mens lysene fra S-toget og de majestætiske huse i Stockholmsgade lyste gennem de filtrede grene, som jeg senere har beskrevet det i digtet ’En aften jeg går gennem Østre Anlæg’ fra Rystet spejl. Seks små digte skrevet på disse stemninger sendte jeg så til Poul Borum, der antog dem til Hvedekorn, hvor de blev trykt i nr.1, 1977. Kort tid efter inviterede Borum mig til at deltage i et seminar i hans private lejlighed, hvor bøgerne stod i to lag i reolerne, og her mødte jeg de jævnaldrende digterspirer fra min generation, hvad jeg har beskrevet både i erindringsessayet ’Farvel til Det Blå Rum’ fra En dans på gloser og i Jan Poulsens bog Something Rotten!, som man her på hjemmesiden kan læse uddrag fra under rubrikken Punktiden og de tidlige firsere. Før jeg lige så langsomt begyndte at kunne leve af mit forfatterskab, måtte jeg supplere min uddannelsesstøtte med småjobs, som bragte mig vidt omkring i byen som cykelbud og altmuligmedhjælper hos vinhandelen Lorentz Petersens & Co i Store Kongensgade, Kirkens Korshær på Nikolaj Plads, Højesteretssagfører Reumert, Matzens Reprocentral, Antikvarboghandler Levin samt Venstrepressens Bureau, hvor en gammel Christiansborg-journalist kaldet H.C. hver eftermiddag på slaget 3 trak tegnebogen op af baglommen og sagde ”Søren - vil du ordne det fornødne?”. Som var at hente portere. På disse arbejdspladser mødte jeg dét fænomen, jeg senere har tænkt på som ’kontorbohemen’ og beskrevet både i et interview til værtshusbogen Mens verden venter og i kronikken ’Selv, tak fru Jørgensen’, som begge kan læses her på hjemmesiden. For en ganske kort bemærkning fik jeg ansættelse hos den gamle, adelige antikvitetshandler Irene Ahlefeldt-Laurvig, der levede af at sælge ud af arvestykkerne fra sin butik i Læderstræde. Hun gik rundt med en stor, nusset tylsløjfe i håret, og da hun med sine lange, krumme, lakerede negle begejstret kløede sin nyansatte bydreng i hovedbunden, fik han myrekryb og sagde straks op, så sart og idiosynkratisk som kun en ung mand kan være. Hvad jeg ikke er rigtig stolt af, for i dag ville jeg have elsket hende, sød og funny som hun var, når hun med fuldendt Karen Blixen-diktion slog ud med hånden og sagde: ”De kan få gageforskud, hvis De skal ud med Deres forlovede”. Min stolteste stilling var som betroet theblander i delikatesseforretningen Chr.P.Hansen skråt overfor Rundetårn, og min sorteste stund indtraf, da jeg som kassemedarbejder i Irma i Havnegade måtte ekspedere selveste Poul Borum og følte, at jeg iført den fornedrende nylonkittel med firmanavn på brystlommen langtfra lignede en stor symbolistisk digter. Digter blev jeg ikke desto mindre, da Vindrose i 1981 udgav City Slang, som jeg havde sendt til netop dette forlag, fordi min ven Klaus Lynggaard, som jeg havde lært at kende på litteraturvidenskab, havde haft held til at få sin første digtsamling Vinterkrig antaget her, hvad der kan læses mere om i hans prægtige erindringshistorie ’En ven i nødden’, som man finder i hjemmesidens ’Raritetskabinet’. Siden halvtredserne, lang tid før det blev moderne, havde forlæggeren, Erik Vagn Jensen, været venstreorienteret, og det blev han ved med, da det for længst igen var blevet umoderne. Skønt han vel stort set var enig med studenteroprørerne, undrede han sig over, hvad det havde med sagen at gøre, at mænd nu skulle til at gå med busseronner, bare fordi de var venstreorienterede, og selv gik han altid i en smuk blågrå tweedjakke. ”Man kan godt være en god socialist, selvom man går med slips” understregede han og fortsatte ”ja, selvom man går med slipsenål!” Personligt førte jeg mig frem i en gammel officersuniform fra Akademisk Skytteforening lidt i stil med de jakker The Beatles bærer på Sgt.Peppers pladen: ”Du ligner Tilbagetoget fra Dannevirke”, mente Erik. Han og jeg så forskelligt på mange ting her i verden, og alligevel var vi virkelig på bølgelængde: Det var en stor sorg, da han døde, og jeg savner stadig hans venlige humor og iltre temperament. ”Søren Ulrik, du er jo katolik, kan du ikke forklare mig...”, sagde han med henkastet selvfølgelighed, mange år inden den tanke bare strejfede mig, at jeg skulle være troende. Men det vidste han altså tyve år før jeg selv. Efter Eriks død blev hans redaktøropgaver overtaget af Jens Christiansen, der var ansat på Borgens Forlag, som i mellemtiden havde købt Vindrose. Jeg tænker altid på Jens som en mand, der ville have været hippie, også selvom begrebet slet ikke fandtes, for skønt han hverken går med perlekæder eller busseronner, lever han bedre op til idealet end mangt et pyntesygt blomsterbarn. Altid blev man mødt af hans fordomsfrie venlighed, og midt i den hektiske bogverden opviste manden en så ophøjet ro, at han i sig selv virkede beroligende. Men udover at være stoisk cool var Jens Christiansen mig også en særdeles professionel og effektiv redaktør, der altid var med på at vende og virkeliggøre en ny idé. Så da Borgens Forlag grundet de økonomiske problemer, som i de senere år har medført den ene drastiske indskrænkning efter den anden, en dyster novemberdag i 2010 også fyrede min redaktør på gråt papir, så jeg ikke længere nogen fremtid for mit forfatterskab her. Til mit store held er jeg straks blevet modtaget på bedste vis af Gyldendal. Fra 1974 og femten år frem boede jeg under skråvæggen på de stemningsfulde klubværelser i Købmagergade 26 – en boligform, der slet ikke kan sammenlignes med et kollegium, eftersom her foruden studerende også boede kontorelever, forulykkede fraskilte, overvægtige lebbere med modeldrømme, hele to læger og en enkelt togfører, der havde udstoppet sit lillebitte værelse med lædermøbler og kæmpefjernsyn så det lignede et parcelhus: Selv gik jeg her grundet min daværende muselmandsagtige magerhed under øgenavnet ’Nålen’, hvad der især virkede stødende i lakonisk tiltaleform: ”Hej, Nål”. Ind imellem tog jeg en afstikker fra klublejligheden, for eksempel til den kælderlejlighed i en baggård i Gothersgade, hvor jeg skrev City Slang og i øvrigt første gang stiftede bekendtskab med dén forstemmende atmosfære, der let kommer til at præge andelsboligforeninger, hvor en lille selvtilfreds klike sætter dagsordenen præcis som i provinsbyen, hvad jeg mange år senere har reflekteret over i essayet ’Parcelhuskvarter på højkant’, som kan læses i Repremiere i mit indre mørke. Men som altid vendte jeg tilbage til min faste base i Købmagergade, hvor den flinke ejer, tandlæge Ebbe Leander, hver gang var klar til igen at leje mig et værelse: Her er både Ukendt under den samme måne, Mit lys brænder og Nye digte skrevet, og her boede jeg, da Lars Hug indspillede sin City Slang-plade, og da Erik Skyum-Nielsen og jeg med ønsket om et forum hvor litteraturen kunne være litteratur uden at gå under i kontekster grundlagde tidsskriftet Den Blå Port, som siden vores redaktørtid er givet videre til stadig nye, unge redaktioner og mirakuløst nok endnu findes. Tænk at bo halvandet decennium midt i byen for et par hundrede kroner om måneden! Men i 1989 gik den så heller ikke længere, for da blev ejendommen i Købmagergade solgt for 18 millioner og klublejligheden nedlagt, men på grund af en lovbestemmelse, der kun gjorde det muligt at nedlægge lejemål, såfremt man oprettede et tilsvarende antal i samme kvarter, blev vi genhusede i en nyrenoveret klublejlighed på den fornemme adresse Hammerensgade 3. I mellemtiden havde jeg opnået værdighed af ’Gang-ældste’, og fik derfor stueetagens største værelse, og her skrev jeg Hjemfalden og En dans på gloser, mens solen gennem det store løvtræ uden for vinduet flimrede ind over arbejdsbordet. Aldersforskellen mellem mig og de nyindflyttede beboere blev stadigt mere påfaldende, og til sidst fik jeg kun lov at blive boende ud fra princippet om, at ældre mennesker bør blive i eget hjem længst muligt. Da lejligheden på et tidspunkt fik to nye beboere, der var født, samme år jeg flyttede ind, følte jeg for alvor jorden brænde under mig, men blev reddet af gong-gongen, da jeg d.25.februar 1992 fik overrakt nøglerne til Bakkehusets Gæstebolig, så jeg slap for at skulle fejre 40-års fødselsdag siddende på et klubværelse, mens mine jævnaldrende formerede sig i villaer og andelsboligforeninger. Pludselig at vågne op på 140 historiske guldalderkvadratmeter efter alle de år i pipcelle var jo den rene luksus, og jeg fik et fint forhold både til den muntre og vidt belæste Mette Winge fra bestyrelsen og til dens lille, imposante formand Christian Lauritz-Jensen, der fastslog, at ”vi befinder os på Frederiksberg, hvor vi meget nødigt bruger uartige ord, som f.eks. - København”. Selv var han med butterfly og pyntelommetørklæde en sand Mr. Frederiksberg, der elskede at holde taler og fortælle anekdoter, f.eks. om dét kontorbud på Frederiksberg Rådhus, som var så glad for de ansattes koner, at han gik under navnet ”Det sjette bud”. Til min halvtredsårs fødselsdag, der blev fejret på udskænkningsstedet ”Promenaden” på Frederiksberg Allé, var den da 90-årige fhv. viceborgmester, som han altid titulerede sig, i øvrigt selv så stærkt i stødet, at tres år yngre kvindelige gratulanter måtte gribe til selvforsvar. Glad var jeg også for Bakkehusmuseets kviksølvsagtigt livlige leder, fru Inge Nørballe, der vidste absolut alt om dansk guldalder og var gift med den berygtede, råknotne indehaver af Frederiksberg Antikvariat, hvor bøgerne lå i dynger fra gulv til loft. Når Bakkehusets vicevært, som var Jehovas Vidne, aflagde besøg, fjernede jeg pietetsfuldt den indrammede pin up-pige for ikke at støde denne tiltalende mand. Her påbegyndte jeg Det skabtes vaklen, som blev skrevet færdig på dén fjerdesal i Bartholinsgade, hvortil jeg flyttede d.1.maj 1994 og stadig bebor. Og ligesom jeg altid vil synes, at det stevnske landskab – især markerne ud imod klinten og Østersøen – er verdens smukkeste, elsker jeg min bolig her i Bartholinsgade, som netop er en af den slags små, københavnske arbejderlejligheder, hvis stemning jeg forelskede mig livslangt i, da jeg i sin tid flyttede til byen. Og her forelskede jeg mig også i Nanette, som jeg nu er gift med og oprindeligt blev fortryllet af, når hun på vej hjem fra arbejde kom gående hen ad Bartholinsgade. Her er Jeg er levende optaget, og her har jeg skrevet digtsamlingen Det værste og det bedste samt mine essays til Frederik Stjernfelts og min Kritik af den negative opbyggelighed. I denne lejlighed er min del af Jokum Rohdes og min fotobog Købehavn Con Amore blevet til, og det samme er essaysamlingen Repremiere i mit indre mørke og alle digtene i Rystet spejl. Og jeg har svært ved at forestille mig at skulle bo noget andet sted på kloden, for fra mit arbejdsbord kigger jeg først ud over det vidunderligt velbevarede, men ikke aggressivt istandsatte, Kommunehospital, som nu er noget så på én gang levende og stilfærdigt som universitet, og derfra videre over skorstenene helt ud til havnen, idrætsparken og Rigshospitalet, hvor en grøn lyscirkel tændes omkring platformen på taget, når en helikopter kommer svimlende og skal lande i tågen. Men hvad med alle de mennesker – lovers and friends – jeg ikke har nævnt med et ord, skønt de har betydet alverden? Og hvad med alle digtene og de skiftende tanker om livet og døden og kunsten og verden? De hører hjemme i en helt anden selvbiografi, som principielt kan blive på 800 sider og må vente til en anden god gang. * Curriculum vitæSøren Ulrik Thomsen, født 1956. Udgivelser:
City Slang, digte (1981) Oversættelser sammen med Jørgen Mejer: Har modtaget en lang række priser og legater, herunder: |
|
