”Det er berigende at arbejde sammen med andre og en herlig afveksling fra mit sædvanlige arbejde her ved skrivebordet, hvor jeg nødvendigvis må være alene. Noget jeg lærte meget af, var mit samarbejde med Lars Hug, som i 1984 udgav sin første soloplade City Slang, hvor han havde komponeret musik til og sang en række digte fra min debutdigtsamling, hvad man alt sammen kan se dokumenteret i Torben Skjødt Jensens dokumentarfilm City Slang Redux, der netop har haft premiere her i foråret. Jeg kendte jo Lars’ arbejde fra hans tid i Århus-gruppen Kliché, som jeg virkelig godt kunne lide, og derfor sagde jeg straks ja, da han spurgte, om han måtte bruge mine digte til sin næste plade. ’Du skal ikke med i studiet og stå og kigge mig over skulderen og bestemme, hvordan jeg skal gøre det’, sagde Lars til mig. ’Nej’, svarede jeg, ’men til gengæld skal mine digte trykkes på inderposen af LPen, så man kan se, hvordan de ser ud som digte.’ Sådan blev det, og hele processen lærte mig, at hvis to kunstnere skal arbejde sammen, skal de for det første respektere hinanden hundrede procent og for det andet holde sig inden for hvert sit område: Begge krav var opfyldt i samarbejdet mellem Lars og mig, og resultatet blev da også så strålende, at Lars’ plade holder dén dag i dag. Er man bare en anelse usikker på den anden og føler en trang til lige at kontrollere vedkommendes arbejde, så skal man lade være. Så udgangspunktet for mine samarbejder har hver gang været begejstring for den andens arbejde og respekt for hans suverænitet, hvad der jo ikke i sig selv garanterer et vellykket resultat, men bare er et sundt udgangspunkt: Hvis det her mislykkes, har vi i hvert fald virkelig troet på det og gjort vores bedste. De principper har jeg fulgt i samarbejdet med Ib Spang Olsen, som tegnede til Det værste og det bedste, med Frederik Stjernfelt, da vi skrev Kritik af den negative opbyggelighed, med Jokum Rohde i forbindelse med vores fotobog København Con Amore og med Jørgen Leth, som tilbød mig at se portrætfilmen Jeg er levende på forskellige tidlige stadier af klipningen, så jeg kunne nå at protestere, hvis der var scener eller billeder, jeg ikke ville have med. Men dét tilbud afslog jeg. ’Det er dig, der er filminstruktøren’, sagde jeg, ’du gør dit arbejde, jeg gør mit og vil først se din film, når den er helt færdig, og der ingen vej er tilbage.’ Da filmen så var færdig drak jeg mig kolossalt fuld første gang, jeg skulle se den, for det er jo lidt mærkeligt og fremmedgørende at se sig selv på billeder, men det behøvede jeg ikke at gøre næste gang, jeg skulle se Jeg er levende, for instruktøren havde virkelig gjort et godt stykke arbejde.”

Fra mail-interview i maj-juni 2012 med www.dansklitteraturnu.blogspot.dk