Arbejdet med Rystet spejl

”For en otte-ni år siden skrev jeg 4-5 digte, som ikke ville lykkes uanset hvor mange gange, jeg skrev dem igennem. Havde de været helt igennem dårlige, kunne jeg jo bare kassere dem, men det mest irriterende ved dé her digte var, at selvom de ikke ville ’gå op’, blev der ved med at være noget interessant i dem, som jeg var nødt til at vende tilbage til. I oktober 2009 havde jeg så fået mulighed for at bo en måned i en lejlighed i New York, og her kom tre digte ud af den blå luft og så godt som skumfødt færdige i første udkast. Disse tre digte havde åbenbart slået hul ind til inspirationen, for da jeg kom tilbage til København begyndte digtene til Rystet spejl henover det følgende år at komme i én lang kæde. Jeg vågnede en morgen med et digt i hovedet, arbejdede med det en uges tid, dernæst vågnede jeg en ny morgen med et nyt digt, arbejdede med dét en uge o.s.v., indtil hovedparten af bogen var skrevet. Og da dét var sket, kunne jeg så pludselig løse de allerførste 4-5 digte, som om der efter alle de år blev drysset tryllestøv ud over dem. Hvor tog det så lang tid? Man kunne tænke sig, at de første digte ikke ville lykkes, fordi de anelsesfuldt tog fat på et stof, der kun var i sin vorden og ikke fuldt udfoldet endnu. Eller måske lå stoffet klar, uden at jeg var på højde med det rent formelt. Og når jeg så først ’til sidst kunne skrive de første digte’ (for nu at udtrykke det lidt paradoksalt) skyldtes det nok, at form og stof havde fundet hinanden i den lange serie digte, jeg i mellemtiden havde skrevet. Mest af alt handlede det nok om at finde den rigtige tone til Rystet spejl, for selvom man da tydeligt kan se, at det er mig, der har skrevet digtene, er der også tale om en ny tone, fordi der er tale om et nyt stof. Men når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at det slet ikke er noget ideal for mig, at der skal gå lang tid mellem bøgerne. Hvis jeg havde 100 digte i mig om året ville jeg da både skrive og udgive dem. Men jeg tror, at der er stor forskel på digtertemperamenter: Nogle poeter skal skrive langt og bredt og næsten hele tiden, fordi det tydeligvis netop er i denne kontinuerlige strøm, at deres poesi opstår, og også som læser er det jo en vigtig del af læseoplevelsen at følge processen og lade øjnene glide gennem dén slags store bølgende tekstlandskaber. Min poesi bliver så til på nogle helt andre vilkår, og den ene måde at gøre det på er ikke bedre end den anden, ligesom resultaterne har hver sine kvaliteter.”

Fra mail-interview i maj-juni 2012 med www.dansklitteraturnu.blogspot.dk