NIELS THOMSEN
"Fortælleren i C.V. Jørgensens sang ved »tilfældigvis godt«, at kontormanden i den blågrå kupé i virkeligheden er »en noget usikker human robot«, men jeg ved til gengæld, at det ikke nødvendigvis er sandt, for min far var tilfældigvis kontormand. Bankmand, oven i købet, som hver morgen omhyggeligt studsede sit skæg og pudsede sine sko, før han i mørkeblå habit cyklede til Store Heddinge og Omegns Spare- og Laanekasse. I sommerferien stod han iført Thorsenkostume i vores store, ugenerte baghave og modellerede en kæmpemæssig kvindetorso kaldet Magna Mater, under påvirkning af den lokale øl Tower dansede han og min mor og alle deres venner til børnenes beskæmmelse kædedans til pladen fra filmen Zorba The Greek eller sang med på folkemusikken fra vores nye firespors Tandbergbåndoptager, der spillede Cæsar, Trille og Povl Dissing, Pete Seeger, Joan Baez – og Bob Dylan. Jeg ser for mig, hvordan min far sad og krydsede af i det årlige udsalgskatalog fra boghandler Harck i København, hvorfra der leveredes en strøm af skøn- og faglitteratur til husets reoler, som fra gulv til loft dækkede al den vægplads, der ikke var erobret af dé tegninger, tryk og malerier, som min far dels selv havde lavet og dels siden sin tidligste ungdom købt ind, når der var guld tilovers. Sjældent har jeg mødt et menneske med så stor en viden om især kunst- og arkitekturhistorie som han, der bortset fra en realeksamen selv har skullet skaffe sig al sin dannelse efter endt arbejdsdag. At han juleaften højtideligt oplæste juleevangeliet og hver dag ved sengetid sang danske aftensange og -salmer for mine brødre og mig, har han sidst af alt set som en kulturkonservativ gestus, lige så lidt som han har opfattet sig som kulturradikal, fordi han elskede PH’s viser, eller som frisindet, fordi han i september 1970 gik med sin 14-årige søn til koncert med The Rolling Stones i Forum, forærede ham Bent H. Claëssons seksualoplysende bog Dreng pige mand kvinde, eller fordi han betalte for at samme Søren Ulriks teenagedigte kunne trykkes i et lille hæfte (da sønnike nu havde sat sig i hovedet, at han var kommunist og i stedet for at være konfirmand med deraf følgende fest hellere ville være digter). Det kunne ikke falde ham ind at slække på de borgerlige høflighedsformer eller at cykle fra banken, før kassen var afstemt og sidste dokument kontrasigneret med hans sirlige håndskrift, men for resten af pengene gik han så i cowboybukser, sang langhårede folkesange og læste Ove Brusendorffs bog om Erotikens historie, for hele dén røvsyge kulturkamp mellem konservatisme og kulturradikalisme, der i alt for mange år har forpestet debatklimaet og kun gjort folk dummere, er from day one gået hen over hovedet på min far, som tilsyneladende aldrig har skænket det en tanke, at der skulle være noget galt i at tage det bedste fra alle verdener. Han lever i øvrigt i bedste ubekymrede velgående, og det er stadig ikke til at blive klog på, om han er borgerlig eller boheme, men ét er sikkert: Han er ingen kliché."
Fra essayet "Balladen om den tynde mand", Repremiere i mit indre mørke. |
|
 |
