IB SPANG OLSEN

Forelsket streg

Tale til Ib Spang Olsens 90-års fødselsdag holdt ved et arrangement på Gyldendal d.9.juni og trykt i Politiken på selve dagen d. 11. juni, 2011

Af Søren Ulrik Thomsen

1.
Når jeg for ti år siden fik den idé, at det ville være fantastisk, hvis Ib Spang Olsen havde lyst til at lave tegninger til mit nyskrevne digt om ’Det værste og det bedste’, havde det selvfølgelig noget at gøre med, at ikke blot det værste og det bedste, men også det største og det mindste, myldrer i digtet netop som på hans tegninger. Men samtidig var det som om, jeg ”glippede med øjnene” og pludselig knivskarpt så hans værk - som for første gang, skønt jeg ligesom næsten alle andre nulevende hertillands har kendt det hele mit liv.

Skulle man være for ung til at have fulgt Ib Spang Olsens bidrag til Politikens berømte søndagstillæg Magasinet, hvor han bliver sig selv via inspiration fra folk som Sikker Hansen og Ib Andersen, er vi alle samme vokset op med hans bøger om ’Blæsten’ og ’Regnen’ og ’Kiosken på torvet’, mens Olsens tegninger og Rasmussens rim hører uløseligt sammen i ’Halfdans ABC’, ligesom i samme duos ’Noget om Nanette’, hvor lidt større drenges øjne i snart fyrre år har kunnet gå på lystvandring. Men selvom vi fra Børne-TV også husker hans venlige ansigt og en stemme så magisk som Thomas Windings, vil det være helt skævt primært at opfatte ham som børnebogskunstner. I anledning af 90-årsdagen, kan man netop nu i Møstings Hus på Frederiksberg se en udstilling hvor motivernes mangfoldighed spænder fra portrætter, nøgenstudier og skibe på natligt hav over bylandskaber, samfundssatire og folkevisescener til variationer over en af mine personlige favoritter: Sorte grenes fletværk mod vinterhimlen. Og kigger man i bogen ’Mine bogomslag’ fra år 2000, hvor Ib Spang Olsen gennemgår nogle af sine bogomslag (mere end 300!) gennem årene, går det op for én hvor mange af disse bøger, man enten har læst eller på et eller andet tidspunkt haft i hånden: Her finder man den klassiske tegning af de skrivende hænder fra Martin A.Hansens ’Løgneren’ sammen med omslag til Agnes Henningsen, Tove Ditlevsen, Aksel Sandemose, William Heinesen og Dorrit Willumsen samt et utal af andre forfattere: Hver komposition et lille selvstændigt kunstværk, en tolkning af teksten og en dragende dør ind i bogen.

Ja, på en måde tror jeg, at Ib Spang Olsens bidrag til dansk kultur igennem intet mindre end 70 år, simpelthen er så stort, at det næsten er blevet usynligt, fordi det nu tages for lige så givet som storm i oktober, og selv skulle jeg altså blive midt i fyrrerne, før det stod mig klart, hvor meget hans værk i virkeligheden altid har betydet for mig.

2.
Altså sendte jeg mit digt til ham med en forespørgsel om ledsagende tegninger og fik lidt senere et brev, der nok var anerkendende overfor digtet, men ikke desto mindre mundede ud i den knastørre konklusion: ”Jeg er blevet for gammel til at gå ud og koge for folk”. Dén besked slog mig helt ud, fordi jeg i dén grad havde sat mig i hovedet, at ’Det værste og det bedste’ skulle fremtræde med lige præcis den stemning, som kun hans streg kan skabe. En mørk novemberaften kom jeg så hjem til min lejligheden, og uden at tænde lyset gik jeg ind i stuen og tændte for telefonsvareren, hvis lille røde øje blinkede i mørket: ”Det er Ib Spang Olsen”, lød en stemme, ”jeg har ombestemt mig”.

Det var en stor dag!

Og nu begyndte tegningerne at komme, tre ad gangen rullet sammen i store paprør, som min kæreste og jeg forventningsfuldt flåede op, hver gang posten sprang op ad trapperne med dem, og den spontane begejstring vi følte ved at kigge på tegningerne, vi fik sendende frisk fra værkstedet, tror jeg, er typisk for de fleste menneskers oplevelse af Ib Spang Olsens værk, nemlig at det er forbundet med en helt umiddelbar lyst og glæde at se på hans billeder. Men måske har netop denne kvalitet bragt værket i konflikt med et mærkeligt dogme, nemlig at den fine kunst pr. definition er på kulturpessimistisk kant med verden og den virkelige kunstner derfor kendes på et ubodeligt ubehag ved tilværelsen. Ingen tvivl om, at dette ”ubehag i kulturen” er et vigtigt aspekt ved megen stor kunst, men hvis det får lov at blive eneste kriterium på kunstnerisk kvalitet, hvad der afgjort har været en tendens til i den moderne kulturhistorie, kommer denne radikale kritik til at minde om dét sammenbidte sortsyn overfor den faldne verden, som vi kender fra pietismen, hvor den måske også har sine rødder.

For en sådan tankegang må der være noget næsten provokerende ved Ib Spang Olsen, der med en forelsket streg tegner og kær-tegner alt, hvad han ser, fra kvinden, der står foran spejlet og fletter sit lange hår, over butikkernes skilteskov og tømmerpladsernes spændende labyrinter til den hujende trafik på Sankt Hans Torv. Og heri minder han om en anden stor moderne kunstner, nemlig digteren Walt Whitman, hvis hymniske livs- og verdensbesyngelse har samme myldrekarakter, for også her går man med bankende hjerte på opdagelse i den entusiastiske opregning af verdens overflod af mennesketyper, håndværk, fugleæg, fodboldkampe, løvskove og storbytumult, og også her gennemstrømmer det erotiske værket både i dets herligt håndfaste seksuelle forstand og som en energi og en betagelse af alt, der rører sig på jorden.

3.
Men blidheden, der kendetegner Ib Spang Olsens tegninger, og som for nogle kunstkritikere måske også er en irritation i forhold til idealet om radikalitet, ligger til gengæld langt fra den muskuløse vitalisme, der ikke bare var Whitmans, men op igennem modernismen kendes i mange politiske og panteistiske aftapninger, der hurtigt bliver lige så postulerede som den principielle pessimisme. Hos Ib Spang Olsen finder man ingen idealiserede menneskeskikkelser, der stolt fører traktor eller sanker neg, mens de stirrer forklaret mod fremtiden, men gerne en knoklet mandsperson, der ligger og skruer på en gammel bil eller en lille pige som med hoppende hestehale sjipper på gadehjørnet, og uanset hvor skønne Olsens kvinder er, ses de ofte i et beskedent køkken med opvask i baggrunden. At tegningerne af den skramlende hverdag er så smukke er nemlig ikke det samme som, at de er idylliserende, og skønt store dele af værket er erindringsbåret, åbnes sluserne ikke for sentimental nostalgi. For selv om den ældre Hr. Olsen - og nok med rette – mener, at det sikkert har været sjovere som barn at strejfe om på egen hånd blandt Likørstrædes bumser og at springe drabeligt fra isflage til isflage i Svanemøllebugten end at være konstant mobiltelefonovervåget af mor, så har den lille Ib (hvis lyslokkede hoved man tit ser stikke op i et hjørne af billedet) haft øjnene så godt med sig, at den voksne tegner udmærket kan huske skolekammeraten, hvis forældre ikke engang havde råd til at købe ham en skjorte, eller spinkle, bebrillede Svend, der blev mobbet, så madpakken fløj ud af hænderne på ham. Verden bliver set på med kærlighed, men ikke med kælenskab, humoren er altid til stede og det sørgelige aldrig fortrængt.

4.
Når tegneren i forordet til sine erindringer foreslår, at bogens undertitel kunne være ”Set af et par øjne”, og skriver, at her vil man finde ”iagttagelser af vilkår og hændelser i omverdenen” og ”ikke så meget skildringer af indre liv og rørelser”, siger han noget helt centralt også om sin billedkunst. For i tegningerne er verden i suveræn grad både set og set af et par øjne, der ikke kunne være andres end netop denne tegners - men hvem han er, får vi kun et billede af, ved at se på billederne af, hvad han har set. Ib Spang Olsen forbliver nemlig altid i det konkrete, både når han som forfatter med forkærlighed beretter om redskaber og arbejdsgange og topografier og alt, hvad man kan se og høre og lugte og tage og føle på, og når han som tegner skildrer en hånd, et skibsbyggeri eller en tilgroet have. Og ledsager han i forbifarten ofte fortællingen med en understated og gerne selvironisk bemærkning, generaliseres iagttagelserne aldrig til eksistentielle betragtninger eller ideologiske bekendelser, der får lov til at være styrende næste gang pennen sættes til papiret, hvor den tværtimod hver gang ser verden som med nye øjne.

Er tegneren gammel nok til at have været med far og mor i Fælledparken og høre Stauning tale, og har han selv senere tegnet plakater for socialdemokraterne, skal hans politiske holdning ikke desto mindre oftest aflæses indirekte, og heller ikke dén er præget af abstraktioner: Fattigdommen og vilkårene for samfundets nederste har sat sine spor i portrættegningernes furede, udslidte ansigter eller i erindringen om de små, blege ”barakunger” på bageste række i skolen. Men at verden er fuld af kritisable forhold, gør ikke kærligheden til den mindre, og at man sagtens kan tænke sig samfundet bedre, er ikke det samme som svulstige drømme om et paradis på jord. Uden de store erklæringer taler det sit eget tydelige sprog, at Ib Spang Olsen aldrig har nedladt sig til at tegne reklamer (der til gengæld tit optræder i kosteligt parodieret form på hans tegninger), men gerne har leveret plakater til Arbejderhøjskolerne og Børnehjælpsdagen. Så ligesom hans politiske engagement tager udgangspunkt i det konkrete, er hans kølighed overfor kristendommen også begrundet i erfaringer – med en salvelsesfuld præst, der lige sneg sig til at befamle en lille konfirmandindes bryster, og med en flok skinhellige FDF-spejdere, som lynhurtigt fortærede både kiks og saftevand for øjnene af de indbudte østerbrobisser. Tak for saftevand – ikke mere kristendom til mig.

5.
Var det slut med at gå til spejdermøde, følte den unge svajer fra Dues Skiltefabrik sig anderledes tiltrukket af aftenundervisningen på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst på Jarmers Plads, ”fordi” - som han skriver - ”jeg var næsten sikker på dér at få lov til at stå og anskue en helt nøgen dame”. Og det har han fået lov til mange gange siden at dømme efter forekomsten af nøgne damer i værket. Som noget særlig pikant ses dette yndlingsmotiv ofte udefra gennem et vindue i en beboelseskarré eller en villa, der lyser i sommernatten, og opfylder dermed enhver mands drøm om at komme tilfældigt forbi og få foræret synet af en levende, indrammet, varmt oplyst dejlighed.

På forunderlig vis flyder skildringerne af disse kvindeskikkelser over af en fnuglet ømhed og er samtidig sansede med så kødelig en øjenlyst, at de er lige til at spise. Og ligesom kunstneren tydeligvis ikke ser nogen modsætning imellem det kærlige og det seksuelle, forener tegningernes støvregnspoesi dagligdagen og det drømmende, på samme måde som der altid er plads til både realismen og det eventyrlige, yndefuldheden og det groteske (sidstnævnte gerne i skikkelse af trolde - eller fabriksejere!). Og så kan Ib Spang Olsen fange et spædbarns ansigt i al dets rørende sødme uden bare at nærme sig det tuttenuttede, til gengæld må nøgternheden vige for en fabuleren på frihjul, når tegneren hylder det viltre familieliv i hvad der mest af alt ligner forvoksede kolonihavehuse med tårnværelser og vejrhaner og en hest bag gavlen. Men også de mørkere toner mestrer han, når skyerne trækker sammen over træernes skeletter i de fortættede tegninger til Frank Jægers sidste, store, urolige digt ’Hjemkomst’, eller i ”Regnens harpe”, som han og Halfdan Rasmussen lavede sammen under en rejse til Irland, hvor billederne kan sortne som dyngvåd tørv.

”Fri os for os” lyder et af Ib Spang Olsens slogans og hans kritik af forureningen fra bilkøerne og de osende fabrikker er lige så vedholdende som tegningerne til støtte for Danmarks Naturfredningsforening. Men at han kan fremmane en landlig sommerhave med lysende hyldetræer, sammenrullede kattekillinger og fugle i trætoppene, så man sukker af længsel efter at komme ud af byen, er ikke ensbetydende med, at han foragter og drømmer sig væk fra den moderne verden, hvis fremvækst han i noget der nærmer sig et helt århundrede har været vidne til. Tværtimod skildrer han med samme fascination, som bliver kvindernes kurver og de susende træer til del, tilblivelsen af industrialismens foretagsomme storby, når pennen begejstret opridser kraner, atlanterhavsdampere, sporvogne og højbanetog, eller når stregen karakteriserer arbejdsmændene, stilladset og hver eneste mursten i et femetages hus under opførelse i Rovsingsgade i 1930, og står man overfor Ib Spang Olsen in persona vil en vis barsk maskulinitet i mandens udstråling da nok også komme bag på dén, der først og fremmest forbinder ham med mildhed. Ingen tvivl om at han som skolelærer har været en autoritet, der ikke behøvede at gribe til det autoritære.

Selv kan jeg slet ikke se mig mæt på tegningerne af de baggårde, som Ib Spang Olsen er vokset op med, og hvis atmosfære jeg netop nåede at opleve, for selvom man har haft god grund til at kritisere forholdene i forrige århundredskiftes spekulationsbyggeri, skal man ikke glemme, at beboerne ikke kun har været undertrykte stakler, men levende og selvbevidste mennesker som i hundrede år har myldret rundt imellem hinanden og sat deres helt særlige kulturelle præg på de københavnske brokvarterer. Hvor er de dog stemningsfulde, Ib Spang Olsens baggårde, befolket af cykler, skraldespande, vasketøj og legende børn, disse kondenserede tusmørkeuniverser med det gule lys fra trappeskaktene og køkkenruderne, hvor en forgræmmet student og en mand i undertrøje og en kæmpe kaffekande og en nøgen dame uvægerligt kommer til syne. Når jeg føler, at hver eneste af disse billeder er tegnet til mig personligt, skyldes det nok, at Ib Spang Olsens kunst taler til alle, netop fordi han har været tro imod dét, han selv har set. 

6.
Når man tænker på, hvordan de største kunstværker i tidligere tider er blevet til som bestillingsarbejder for konge og kirke, er det et mærkeligt romantisk kunstsyn, der tilsiger, at en helt rigtig kunstner helst skal have tilbragt sit hele liv i atelieret, modsat en mand som Ib Spang Olsen, hvis vildtvoksende værk ikke kun er tegnet til rammen på væggen, men også til plakater, bøger og aviser, hvorfra de til gengæld flittigt er blevet klippet ud og sat op med tegnestifter. Jeg tror og håber, at denne fordom er på retur, måske hjulpet på vej af vore dages værdsættelse af den før så foragtede tegneseriekunst, der nu både kan stille med den banebrydende graphic novel og med tegnere så unikke som Robert Crumb, hvis arbejde man i år kan beundre i Den Danske Pavillon på kunstbiennalen i Venedig. Så jeg glæder mig allerede til at se Ib Spang Olsens i enhver forstand store værk på dén gennemarbejdede, omfattende og forrygende udstilling på Statens Museum for Kunst, både han og vi har fortjent.