”Men for mig at se er der noget særdeles indbildsk og helligt i at tro, at man kan udskille og reservere sig en særlig retning kaldet ’experimenterende kunst’, for al kunst er et expermiment: Ja, at man ikke kender udfaldet, er simpelthen en af kernedefinitionerne på kunstnerisk skaben overhovedet, men at overskride grænser (man måske ikke engang evner at nå frem til?) er ikke noget, man kan beslutte sig til, for er kunstens former på den ene side ikke evige, sprænges de på den anden side ikke blot, fordi man godt kunne tænke sig det, men alene ved en overopfyldelse indefra, og i det omfang man kan tale om en avantgarde, er det i hvert fald ikke noget, man kan melde sig ind i, som man tilslutter sig et politisk parti, hvad mange af de grupper, der roser sig af at være avantgarde, faktisk har vulgariseret begrebet til.”

Som man ser, afviser jeg hverken experimenterende kunst eller overskridelsen og sprængningen af de kunstneriske former, men kritiserer disse størrelsers banalisering til en ideologi, jeg kalder avantgardismen, og som i Kritik af den negative opbyggelighed (hvorfra ovenstående citat stammer) omhyggeligt skelnes fra begrebet om avantgarde.

Avantgarde og avantgardisme er altså ikke det samme. Ordet avantgarde er hentet fra militæret, hvor det betegner den yderste fortrop, der erobrer nyt og ukendt land, og overført til kunstens verden følgelig betyder en kunst, der i (som regel:) formel henseende peger ud over sin egen tid og frem mod en kommende. At jeg er kritisk overfor en historiefilosofisk æstetik, der vil gøre denne egenskab til det eneste kriterium på kunstnerisk kvalitet, betyder ikke, at en sådan ’visen fremad’ ikke kan være en vigtig egenskab ved et værk. For eksempel er det da afgjort en del af herlighedsværdien ved Harald Landt Mombergs Parole, at disse digte, der udkom i 1922, på rent ud forbløffende vis foregriber tresserpoeter som Palle Jessen og Jess Ørnsbo, men dette aspekt ville jo kun være af historisk interesse, havde digtene ikke samtidig i andre henseender været så gode. Og omvendt må man sige, at var Tom Kristensens poesi til forskel fra Mombergs ikke avantgarde, ja, så besad den så mange andre kvaliteter, at også Fribytterdrømme og Verdslige Sange havde fremtiden for sig.

Her og nu må enhver – kunstnere såvel som kritikere – springe op på ølkassen og vove et bud på kunstnerisk kvalitet, men af gode grunde kan kun eftertiden afgøre, hvilke af nutidens værker der viste sig at foregribe senere udviklinger og derfor fortjener betegnelsen avantgarde. Tør man imidlertid ikke overlade sin kunst til de andres og historiens blik, men udnævner sig selv til avantgarde, idet man stirrer forelsket på sig selv fra en tænkt bedømmelsesinstans projiceret 30 år ud i fremtiden, har man trivialiseret begrebet til en ideologisk avantgardisme, som i hvert fald ikke kan repræsentere nogen virkelig avantgarde, eftersom en sådan i sagens natur ikke lader sig tradere. Her tør man ikke forlade sig på det konkrete, foreliggende værk, som man i grunden heller ikke interesserer sig for, idet man er mere optaget af at indtage en identitetspolitisk fordelagtig positur, som er helt afhængig af at definere sig negativt overfor en bagstræberisk ’traditionalisme’, hvis eksistens ofte er lige så meget ønsketænkning, som at man selv skulle udgøre en fortrop.”

Fra essayet ”Avantgardisme og populisme”,
Weekendavisen, Bøger, nr.18, 1.maj 2009.

Læs hele essayet her.