"Erik Stinus’ digte er på én gang hymner og elegier. Elegier, fordi de begræder og kritiserer de forhold som langt de fleste af jordens mennesker må leve under, og samtidig er de vidunderlige besyngelser af samme jords skønhed. For han er en elsker af alt det konkrete - af måltiderne, skibene, markarbejdet og af naturen i alle dens afskygninger.

- Jeg tror, at kritikerne har haft svært ved at placere ham, for på den ene side tilhører han ikke sin egen generations konfrontationsmodernisme, på den anden side er han heller ikke, som Tove Ditlevsen og Per Lange f.eks., bundet bagud til rimet og bestemte verseformer. Han er stærkt politisk, men ingen beredskabsdigter, æstetisk brillant, men formel virtuositet i sig selv interesserer ham ikke.

- Hans digte er eminent musikalske, og har man hørt ham læse sine lange vuggende verdensbesyngelser op, har man nok en meget god idé om, hvordan den shamanistiske poet til alle tider og på ethvert sted på jorden må have lydt. Men han er lige så stærk i det korte, skarpe rids af en eksistentiel situation.

- Mit yndlingsdigt hedder ”Hjem fra arbejde”, og til min rædsel har jeg opdaget, at et par af mine egne linjer, som jeg altid har været meget stolt af, er ikke så lidt inspirerede af netop dette digt."

Enquete, Politiken 19. juli 2009.

Læs Christian Graugaards interview med Erik Stinus "Før jeg sætter mit sidste punktum" fra Politiken, 19. juli 2009.