Tung, let, skarp, koket

Mindeord om Inger Christensen

Inger Christensen er død, og om hendes suveræne poesi vil jeg her og nu kun skrive ganske lidt, for det siger sig selv, at hun var en af de allerstørste digtere, vi har haft. Nogensinde. Men jeg vil sige noget om en person, der har betydet umådeligt meget for mig, og som jeg altid vil tænke på med stor glæde, stor taknemmelighed og stort savn. På sammemåde somInger Christensens digte er præget af den vægtigste tyngde og dog var lette som – ja, som sommerfugle, var også hendes person både tung og let. Tung, måske fordi hun havde mistet mennesker, der stod hende nær; hendes brødre og hendes tidligere ægtefælle, Poul Borum, som hun også efter skilsmissen vedblev at være meget tæt knyttet til. Og samtidig rummede hun en charmerende lethed, altid oplagt til at le, altid med et humoristisk, dansende glimt i øjet. En af de første gange jeg mødte hende, var på Gyldendal, hvor jeg i ungdommelig frimodighed gav mig til at belære hende om, hvad hendes poesi gik ud på. Efter endt forelæsning lagde hun sine små, tykke hænder oven på mine i en nådigt overbærende gestus, der vel skulle betyde så meget som: »Ja, ja, det er godt med dig.« Hun var skarp, koket, drillende og slet ikke til at stå for, heller ikke dengang jeg af lede ved politik kontrært nægtede at melde mig ind i den nystiftede Danske Skønlitterære Forfattere, og hun sagde: »Nu har du jo lige fået en lejlighed, så kunne du godt tage og melde dig ind i vores forening!« En så syret logik må man bare bøje sig for, og jeg har da også betalt mit kontingent lige siden. Er hendes værk et af de største i dansk poesi, hører det ikke til de mest omfattende, og i de senere år fik hun det sværere og sværere med, at der gik så længe imellem udgivelserne – måske følte hun et pres for at lægge bøger på bordet som modydelse for den konstante og entusiastiske interesse for hendes arbejde. Men i mine øjne er værkets omfang ganske logisk: For hende var systemdigtningen nemlig ikke en tidsbunden grille, men fordi et system jo implicit postulerer at rumme Det Hele, var det systemiske som skabt til hendes kosmologiske blik, der hverken interesserede sig for »emner« eller motiver endsige for psykologisk »dig og mig og vi to sejled i en træsko«, men for intet mindre end Alting på én gang. Som al stor digtning er også Inger Christensens et univers i sig selv, men i hendes tilfælde handler den også om hele universet (uden af dén grund at blive religiøs), og når det hele skal skrives helt forfra og dét hver eneste gang, siger det sig selv, at der ikke kan ligge en ny samling klar til hver anden bogmesse. Til gengæld er denne på én gang kondenserede og ekspansive poesi komplet uopslidelig. Jeg kan slet ikke tælle de gange, jeg har hørt hende læse de samme tekster op igen og igen, og jeg er aldrig blevet træt af dem – hver gang har jeg lænet mig tilbage og opdaget nye betydninger i disse hovedrige digte, samtidig med at jeg simpelthen bare har nydt deres fortryllende musik. Og indflydelsen fra hendes poesi er kolossal: I utallige af de digte, vi andre og mindre ånder har skrevet, hører man genklangen af hendes syngende verdensopmåling, tænkende syntax og magiske messen. Det var ikke helt åndssvagt, at hun endog i sin egen lejlighed spøjst nok altid gik rundt med sit pas i håndtasken, for dels skulle hun altid rejse dagen efter, og dels virkede hun mere hjemme på en caféstol i Wien eller i en hotellobby i Rom, end når man mødte hende på Dag Hammarskjölds Allé. Hun kunne godt finde på at spille hjælpeløs for at blive båret lidt på hænder, men i virkeligheden befandt hun sig som en professionel fisk i banegårde og lufthavnes internationale farvande. I et festskrift, der udkom på 60 års-dagen, skrev Pia Juul en skøn tekst om at køre i tog med Inger, og også jeg vil altid tænke på hende siddende i en raslende togkupé i færd med at brække et stykke af brødet og balancerendemed en cigaret og et glas hvidvin. Og nårman så nåede fremtil destinationen, ventede en komité på perronen for atmodtage »Die Christensen «, som hun blev kaldt i dét Tyskland, der ikke siden J.P. Jacobsen har givet en dansk forfatter en sådan hyldest. Og på en sød, ligefrem og ukrukket måde var hun hjerteglad for sin velfortjente udenlandske anerkendelse. Forfattere er idiosynkratiske over for hinanden, men Inger Christensen var usædvanlig afholdt, og jeg ved, at ved meddelelsen om hendes død vil hendes kolleger både herhjemme og fra hver en krog af den skrivende og læsende verden blive ramt af et øjeblikkeligt savn og tænke på, hvordan man med hende kunne indgå i et særligt svævende samvær, hvor der midt i morskaben, takket være en velgørende svalhed, hen over blufærdigheden også kunne telegraferes ommere alvorlige og personlige anliggender. Så jeg er langtfra den eneste, der har dyrebare minder om Inger, men derfor kan jeg vel godt tillade mig at sige: Hvor har hun og jeg dog haft det sjovt og hyggeligt på et utal af oplæsningsrejser rundt omkring i Europa, på Island, hvor hun nær var blæst ned i Gullfoss, og til ikkerygerbyen New York, som hun ikke længtes tilbage til. Jeg ser hende for mig til fods gennem alverdens byer med håndtasken over armen, ja, nogle af de dejligste stunder i mit liv har jeg tilbragt sammen med hende, når vi drak the i Edinburgh, spiste kaninragout på en restaurant i Avignon, plukkede efterårsblade i Vermont, eller når det en blæsende mørk aften lykkedes at lokke den ældre dame på travetur hele vejen op ad Montmartre (men så ville hun altså også have liften det sidste lille stykke ned). Aldrig skal jeg glemme Ingers hovedrystende morskab over at være inviteret til middagsselskab med røgede sild på mit klubværelse, ejheller hvordan hun som et skib i havsnød lænede sig rædselslagen imod mig i biografmørket under gyserfilmen Misery, og slet ikke hvordan hele digterholdet efter en oplæsning her i foråret endte på Allégades sjove, gamle bøssebar, Café Intime, hvor Inger så ud, somom hun var vokset lige op af stolen, kongenial somhun varmed stedets Cabaret- atmosfære, og næste morgen skulle hun da også bare lige til Berlin for at præsentere en ny cd, hvor ingen ringere end Hanna Schygulla læste hendes digte op. Uanset hvor plaget hun var af sygdom, og hvor tynget hun til tider var af sine personlige tab, lyste hun altid fuldkommen op, når talen faldt på hendes søn, Peter, som må have haft den mest eventyrlige opvækst, nemlig i Inger Christensens kuffert, og måske derfor har arvet sin mors verdensvendthed, intelligens og naturlige fornemhed. Det var dejligt at se, hvordan hun i det sidste par år blomstrede op efter at have fået svigerdatter og barnebarn og var flyttet tæt på familien. I sin nye lejlighed på Gl. Kongevej befandt hun sig pludselig midt i et muntert pulserende hjørne af København og nød at købe ind i de små butikker på Værnedamsvej, måske mindede stemningen hende om Paris, hvor hun og Poul Borum boede som unge og havde deres egne servietter på den lokale restaurant. Også på hendes ældre dage ville hun med en baguette under armen være gledet lige ind i det parisiske gadebillede, men hun var ingen morlille, og jovial nærgåenhed blev skåret af med et skarpt blik. Talentløshed havde hun ingen tålmodighed med, og så indtagende hun end var, skulle man ikke tage fejl, for til Det Danske Akademis møder på Rungstedlund lynede det pludselig bag brillen, når hun satte sagen på plads med en benhård bemærkning. Med hendes kølige intellekt, kompromisløse æstetiske sans og distræte væsen var det ikke ligefrem folkelighed, man forbandt med Inger Christensen, og vel også det sidste hun forbandt med sig selv (hun afskyede højskoler!), men ikke desto mindre blev denne elitære poet en af de mest elskede danske digtere, og mon ikke lange passager fra det, Alfabet og Sommerfugledalen hører til blandt den poesi, man trindt om land og med største fryd har lært sig udenad. Kender man kun Inger Christensen fra hendes svimlende smukke digte, forestiller man sig måske ikke, at hun besad et barokt vid og i godt selskab rev de mest urkomiske og overrumplende replikker af sig. Sidst hun og jeg optrådte sammen, var i september på Louisiana, hvor hun først henrev publikum med sin hypnotiserende oplæsning og dernæst under samtalen med Marie Tetzlaff saboterede spørgsmålene og skød fra hoften, så folk lå flade af grin og forbløffelse over den store digters anarkistiske humor. Inger passede ikke særlig godt på sig selv, men mærkeligt nok følte jeg, at hun passede på mig, som hun omfattede med en kærlig ironi, jeg er lykkelig for at have oplevet og sørgmodig over at skulle undvære.

Først bragt i Politiken 6. januar 2009 og optrykt i Repremiere i mit indre mørke.