På forsiden af Ukendt under den samme måne ser man et fotografi af mig iscenesat som det tolvte tarotkort, Den Hængte Mand, her i fuldt Rock ’n’ Roll-ornat med spidse støvler og firserblå læderjakke.

Billedet er taget i pergolaen i rosenhaven i Østre Anlæg af billedkunstnerne Berit Heggenhougen-Jensen og Nina Sten-Knudsen - sidstnævnte ser man på kontaktarket iført leopardprikket pels og i færd med at hjælpe mig tilrette i galgen. Hele arrangementet kom i stand på følgende måde: Først fik jeg bundet løkken om benet, under galgen anbragte vi dernæst én af den slags letmetalstiger, som kan slås ud, så den hviler solidt på fire ben holdt sammen af en lille platform for oven. Jeg anbragte mig på platformen, hvorefter Nina kravlede op på stigens trin og surrede den anden ende af rebet fast om pergolaens tværliggende bjælke. Derefter fjernede Berit stigen, mens Nina langsomt løftede mig ned, til jeg hang frit i rummet. Det var en skrækkelig oplevelse, for idet Nina slap mig, begyndte min krop – hvad vi ikke havde forudset - at snurre rundt og rundt, mens blodet løb til hovedet. Et par drenge, der legede i parken, iagttog det hele fra et buskads, og pludselig hørte vi den ene oprømt hviske ”Hold kæft, de er ved at hænge en mand!”, og som jeg hang dér og snurrede, gik det til min rædsel op for mig hvor fuldstændig afhængig af mine to hjælpere, jeg var, for hvis de var gået og havde efterladt mig i galgen, var jeg jo hjælpeløs. En helt anden fare, ingen af os havde tænkt på dengang, får mig dén dag i dag til gyse: Ligesom det ikke faldt os ind at spørge nogen om lov til dette stunt, havde vi ikke undersøgt, om træet i pergolaen skulle være trøsket og råddent, så tværbjælken kunne knække og jeg brække nakken.

Men eftersom jeg hverken blev efterladt eller styrtede på hovedet, glæder jeg mig nu umådeligt over, hvor flot det blev, billedet der endte på bogens forside. I de anstrengende minutter jeg hang i pergolaen, bestod kunststykket nemlig i at bringe mig i overensstemmelse med figuren på tarotkortet, dvs. at hænderne skulle holdes bag på ryggen, mens det ene ben skulle bøjes, så det udgjorde en trekant (i nogle udlægninger symboliserende treenigheden). Som man ser, er det lykkedes, oven i købet så den bøjede venstre arm på det smukkeste ligeledes udgør en trekant, der spejler benets.

Ifølge Den Store Danske Encyklopædi anvendes tarotkortene udover som almindelige spillekort ”til spådoms- eller meditationsformål. Især de 22 trumfer med navne som Narren, Magikeren, De Elskende, Vognen, Den hængte Mand, Døden, Tårnet, Dommen og Universet har virket fascinerende på okkultister, idet de angivelig symboliserer essensen af al opnåelig viden og mystisk indsigt. De ældste bevarede kort blev i 1400-t.s første halvdel udført for familien Visconti i Milano.”

”Men kun eet er fornødent/ Nærvær...” citeres digteren Svend Johansen for som motto for Ukendt under den samme måne, der kredser om tilstande, hvor seksuelle og spirituelle erfaringer løber sammen i mystiske oplevelser, og i disse digte er det – som Neal Ashley Conrad skriver i teksten ”Kroppen, skriften og ekstasen” (der kan læses her) – ’kort sagt det kropslige nærvær, der nu er på dagsordenen.’ I bogens digte står ånden da heller ikke i modsætning til kroppen, som tværtimod er centrum for de spirituelle oplevelser, ligesom den er i centrum på bogens forside, hvis røde bogstaver refererer til blodet.

Slår man op i litteraturen om tarotkortene under Den Hængte Mand, finder man typisk nogle ganske vidtløftige tolkninger, der peger i mange forskellige retninger. Hvad jeg hæfter mig ved er, at vi i hvert fald har at gøre med en person, der i kraft af nye erkendelser har fået ’vendt op og ned’ på sit verdensbillede, og at den hængte mand helt har overgivet sig til denne oplevelse, eftersom han med hovedet nedad frygtløst har kastet sig ud i det ukendte (jævnfør digtsamlingens titel), hvilket nok kan være skræmmende, da det kræver, at han opgiver sin vilje, hvad der symboliseres af de bagbundne hænder, men til gengæld hænger han nu ”safely suspended by the knot of his own faith”, som Alfred Douglas så smukt skriver. Således afskåret fra at spilde tiden med rastløs aktivitet hengiver han sig til meditativ fordybelse, hvad der på mange udgaver af kortet afspejles i mandens fredfyldte ansigtsudtryk. Med blodet strømmende til hovedet ville i denne stilling ”’dørene til vores opfattelsesevne’ blive så rensede, at vi måske fik himmelske visioner og illuminationer af satori”, som Sally Nichols skriver i sin bog Tarotkortenes verden – en arketypisk rejse (1991).

At hænge på et træ kendes fra mange egne af mytologien, Kristus først og fremmest, selvfølgelig; men også Osiris - og Odin, som i det islandske digt Hávamál (”Den Højes tale”) siger, at ”Jeg ved, at jeg hang paa vindhærget Træ/ ni hele Nætter/ med Spyd-Vunder og viet Odin,/ selv viet mig selv,/ oppe i Træet, som ingen ved/ af hvilke Rødder randt.”. Både for Kristus, Odin og den bagbundne skikkelse på tarotkortet synes det at være tilfældet, at personen på én gang har ofret sig og er blevet ofret: Men hvordan man end udlægger allegorien, bliver man ikke hurtigt færdig med det magiske billede af Den Hængte Mand, hvis fascinationskraft er lige slående, hver gang man ser det.