OM KASSETTENS DESIGN
I 20-året for debuten med City Slang udsendte forlaget mine syv første bøger i kartonerede billigudgaver, hvis forsider var ført tilbage til originalernes. Disse syv bind blev samlet i en kassette designet i et samarbejde mellem billedkunstneren Knud Odde og grafikeren Michael Jensen fra K-grafik.
Forfatternavnet og titlen Skriftlige arbejder er sat med Knud Engelhardts (1882-1931) smukke typografi, og kassetten er desuden forsynet med Knud Oddes ikoner, som er inspireret af motiver fra værkerne.
Denne æggesnapsfarvede havregrynspakke af en bogbox knuselskede jeg fra første gang, jeg fik den i hånden: ”Holdt så meget af den/ sov med den om natten”, som det hedder i en gammel børnesang. Og som man kan se, har min webdesigner, Andreas Brøgger, da også brugt kassettens æstetik komplet med farver og typografi som forlæg for sin udformning af denne hjemmeside, hvortil Knud Odde yderligere har tegnet en lang række nye vignetter i traditionen fra Skriftlige arbejder.
Placeret midt på kassettens forside finder man den lille, strålende bog, som både er inspireret af tegneserier og af stilen fra Jehovas Vidners publikationer og også bruges som ikon for Oktober Boulevard. Men når jeg i min forelskelse i kassetten altid har kaldt den for 'havregrynspakken', er strålerne fra bogen måske heller ikke uden inspiration fra den strålende sol på Solgrynsæsken.
Tilbage
|