Klik her for at se forsiderne i større udgaver


OM FORSIDEN TIL NYE DIGTE

Forsiden til Nye digte har jeg såmænd i al uskyldig amatørisme selv kreeret med min farvelade. Da jeg præsenterede den på forlaget, udbrød redaktør Line Schmidt-Madsen forarget: ”Næ, min far – han kunne tegne bogstaver!”. Lines far var Arne Ungermann, så jeg havde (og har) god grund til at skamme mig. Alligevel kan jeg stadig godt lide denne - hvis jeg selv skal sige det – på én gang klare og, netop på grund af stregens usikkerhed, let skælvende forside.

Indtil Nye digte synes jeg, at jeg havde arbejdet på hvad man kunne kalde et generationsspecifikt projekt, hvormed jeg mener, at mine hidtidige digte og essays kun kunne være skrevet af en firserdigter: Sammen med generationens andre kunstnere og intellektuelle havde jeg bidraget med noget, der kun kunne være skabt af netop os og på netop dette tidspunkt i historien. Men da årtiets midte var passeret, havde vi nok formuleret, hvad vi som generation havde på hjertet, og herefter må vores værker i højere grad ses som individuelle indsatser end som udtryk for en tidsånd. Selv drømte jeg om en metrik, der ikke var helt så rock ’n’ roll-agtigt hårdt markeret og måske i en ny bevægelighed kunne fange et mere komplekst stof: ”Jeg er træt af min egen forsølvede tunges/ uhyggeligt skønne sange,/ jeg længes efter en større, en/ næsten uhørlig/ musik”, som det hedder i et af digtene.

Storbyen var jeg ikke træt af, men for en tid var den brugt op for mig som ikon, og nu kørte jeg rundt på motorcykel ved den irske vestkyst og var i det hele taget optaget af den urolige, flossede natur, hvad der fremgår både af digtene og af bogens forside, som dels repræsenterer dyre- og planteriget, men da også ’jeg’ og ’du’ med firbenet som den falliske han og vinranken som kvinden – the bush.

Men herudover er der jo også tale om en pastiche på forrige århundredeskiftes bogforsider i jugend- og skønvirkestil (se eksemplerne herover), og det er ikke tilfældigt. For der er tale om digte, som går i dialog med traditionen, og måske særligt med det symbolistiske spor i modernismen, derfor denne jahrhundertwende-reference. Titlen skal både opfattes helt bogstaveligt og en anelse ironisk, for i mit forfatterskab er der ganske rigtigt tale om en ny vending efter firseræstetikken, men samtidig forholder disse nye digte sig til tidligere tiders. Og i bedste postmoderne ånd er bogens titel sjovt nok i sig selv genbrug, eftersom Schack von Staffeldt udsendte sine Nye Digte i 1808, mens Johan Ludvig Heiberg gjorde det samme i 1841 og Christian Winther i 1851, ligesom Rilke i 1905 udgav Neue Gedichte og Dylan Thomas sine New Poems i 1943.

Velmenende mennesker, der frygtede, at man ikke på samme tid kunne være en følsom poet og en kølig intellektuel, advarede mig i øvrigt meget imod at skrive min poetik Mit lys brænder. ”Hvis du skriver sådan en bog, kommer du aldrig til at skrive nogen nye digte”, spåede de. Også derfor kom min næste bog til at hedde Nye digte.

Et centralt motiv i digtene er havet, og på forsiden af billigbogsudgaven, der har bibeholdt min håndtegnede titel, har Dorte Dahlin på flotteste vis ladet den rystende ramme styrte indad i en høj, elegant bølge inspireret af japanske Hokusai (1760-1849):

Klik her for at se bogforsiden og Hokusais tegning i større udgave

DORTE DAHLIN: OM FORSIDEN TIL BILLIGBOGSUDGAVEN AF NYE DIGTE

En streg rejser sig til en flammet bølge på et stykke papir. Stregen er så spinkel, at den ville kunne rulles op som et stykke kinesertråd, der i ét greb ville kunne løfte omslagets blad fra de følgende sider og åbne bogen med de skrevne Higgs-partikler.

Nye Digtes ene bølge viser antydninger af flere bølger, idet den synes at knækkes over af kastevinde og underliggende havstrømme - både den ene og den anden vej samtidigt. Hvorfor den (eller de) på en måde hverken befinder sig i samme rum eller samme tid. Det er meget kaotisk. - Eller måske der bare er tale om en fint og underfundigt flettet bølge, hvor forskellige strømme og vinde samler sig i en kun tilsyneladende forvirret elementstorm, hvor vandstrømme bliver til ild og keltiske kruseduller når de rammer luften - eller omvendt, samtidigt.

Motivet "en bølge" kan opløses så let som ingenting med tegningens usikre streg og forhold mellem flade og rum; ja, tegningen giver en udsøgt mulighed for at motivet ganske enkelt helt kan forsvinde! det vil sige vindes op eller rulles tilbage - netop som en bølge. (Forudsat at man kunne finde de nogenlunde præcise udgangspunkter for de forskellige strømme og ikke blot stumperne, som hér, tilsyneladende).

Karakteristisk ved omslagstegningen er med andre ord dens rum-tidslige fletning. En tvetydighed, hvis man sammenligner stregen med en europæisk pastoral-bølge - eller med Hokusais Den Store Bølge, der med Nye Digte har dannet linjer for tegningen.

Hvor Nye Digtes usikre bølge kan rulles op mellem nær og fjern, flad og dyb, men aldrig helt, er der i Hokusai´s tilfælde tale om et velordnet, vestligt perspektivisk univers, hvor tyngdekraften og dråbernes indbyrdes placering ikke er i tvivl om rummet.

Tilbage